UIV Syvere kørte sig i front

Søndag d. 7. februar 2010 kl. 14:48 af Kenneth Meyer

Efter at de lørdag havde angrebet igen og igen, og de stærke udenlandske par havde brugt mange kræfter på at lukke hullerne op til dem, viste de danske syvere, Sebastian Lander og Christian Kreutzfeldt, søndag, at de er det stærkeste par i feltet, da de både vandt jagten og overtog førstepladsen i klassementet.

Allerede efter 30 sekunder satte Sebastian Lander sit angreb ind og fik med det samme slået et stort hul. Christian Kreutzfeldt blev derefter skiftet ind og kort efter fik han kontakt til feltet, hvor de andre par mere eller mindre stod stille. Om det var udtryk for ren overgivelse vides ikke, men det kunne ligne det.

Senere i jagten lykkedes det også Simon Bigum og Rasmus H. Lund, samt Emil Hovmand og Matias Greve at komme rundt, så de tre danske par har nu sat sig tungt på klassementet.

”Vi havde snakket med de danske par inden jagten og havde aftalt, at der ikke var nogen grund til at vi lå og kørte på hinanden. Så det passede os perfekt, at vi var tre danske par som kom rundt. Sebastian og jeg har kæmpet længe for dette, så den kom på et helt perfekt tidspunkt,” forklarede Christian Kreutzfeldt efter jagten, inden han gav Lander et kram oven på et flot stykke arbejde.

”Vi er blevet bedre dag for dag, og når vi nu har fået førstepladsen, så den skal vi forsvare resten af løbet,” tilføjede Sebastian Lander.
 
Foto: Reinhardt/DK
 
 


Sidst opdateret 12-05-2010 09:59:37 af 6-dages.dk
Vores sponsor: Postdanmark
Vores sponsor: Gittermand
Vores sponsor: Siemens
mdgraphics
Vores sponsor: Lundbæk & Hansen