Hester og Keisse overtog førstepladsenLørdag d. 4. februar 2012 kl. 21:31 af Kenneth Meyer |
De sorte 9’ere Marc Hester og Iljo Keisse viste i lørdag aftens første 30 minutter lange jagt, hvorfor de af mange bliver betragtet som 7’ernes værste konkurrent til kampen om den samlede sejr, da de sikkert vandt med en omgangs forspring og dermed overtog spidsen i klassementet. Det var ellers 7’erne som åbnede ballet, men det var en kamp som 9’ernes tydeligvis var interesseret i at deltage i og som de i sidste ende trak sig sejrsrigt ud af. Med 10 minutter tilbage af jagten kørte 9’erne alene rundt og bragte sig dermed i spidsen. Kort efter forsøgte Alex Rasmussen og Michael Mørkøv sig, og selvom de fik slået hullet, så var 9’erne hurtig over dem og fik det neutraliseret. Dermed fører Marc Hester og Iljo Keisse nu løbet foran Robert Bartko og Leif Lampater, mens Alex Rasmussen og Michael Mørkøv er på tredjepladsen en omgang efter. Kan 7’erne mon svare igen på dette i aftenens time lange jagt? Foto: Reinhardt/DK |