Flot jagtsejr til Van Bon og Kreutzfeldt

Lørdag d. 6. februar 2010 kl. 21:23 af Kenneth Meyer

Den hollandske stjernerytter, Leon van Bon, er kommet til Ballerup Super Arena med mod på at køre med i toppen af klassementet, og det passer meget godt til hans danske makker, Daniel Kreutzfeldt, som har en top fem placering som målsætningen for årets løb.

Lørdag aften understregede de deres ambitioner, da de i den første 30 minutters lange jagt tog sejren. Med under tre minutter tilbage af jagten lykkedes det parret at tage en omgang sammen med hollænderne Peter Schep og Danny Stam samt tyskerne Leif Lampater og Christian Grasmann. Dermed skulle de tre par afgøre sejren i mellem sig i den sidste spurt og her viste Kreutzfeldt sig at være den suverænt hurtigste.

”Jeg mærkede allerede tidligt i aften, at jeg havde gode ben. Så Van Bon og jeg blev enige om at gå efter sejren i jagten. Til sidst da vi hang ude i udbruddet, tvivlede jeg lidt på, om vi kunne nå at komme rundt, men det lykkedes heldigvis og derefter fik vi også taget sejren. En rigtig god start som betyder, at vi nu ligger på femtepladsen samlet, som jo er den placering vi jagter,” forklarede Daniel Kreutzfeldt.

 
 


Sidst opdateret 12-05-2010 09:59:37 af 6-dages.dk
Vores sponsor: Postdanmark
Vores sponsor: Gittermand
Vores sponsor: Siemens
mdgraphics
Vores sponsor: Lundbæk & Hansen