Alpeekspressen satte fart på toget

Lørdag d. 6. februar 2010 kl. 01:29 af Kenneth Meyer

Sent fredag aften udspandt der et rent drama i Ballerup Super Arena, hvor storfavoritterne for alvor kastede sig ud i en duel om både jagtsejr og føringen i det 48. københavnske 6-dagesløb.

De store vindere blev schweizerne Bruno Risi og Franco Marvulli, da de både vandt den afsluttende timelange jagt, samt at de nu også har lagt sig suverænt i spidsen, med en omgang ned til de nærmeste konkurrenter.

I finalen prøvede Alex Rasmussen og Michael Mørkøv at tage en soloomgang, og det lykkedes dem også hurtigt at få en halv omgang ned til feltet. Det fik primært en meget velkørende Bruno Risi til at sætte sig frem forrest i feltet, og sammen med Franco Marvulli kom der for alvor gang i Alpeekspressen.

Syverne var dog ikke klar til at give sig med det samme, så det udviklede sig til en drabelig kamp mellem de to nok største favoritter til den samlede sejr på tirsdag. Kampen mellem syverne og feltet blev dog afgjort, da par nummer otte, Iljo Keisse og Robert Bartko, valgte også at deltage i løjerne, og imod to så stærke par måtte de danske verdensmestre strække våben. Parret blev kørt ind igen, og da jagtens vindere kort efter skulle findes i en spurt, havde Alex Rasmussen ikke kræfterne til at hjemføre sejren. Det havde Bruno Risi derimod, hvilket bare beviser, at han stadigvæk er en af de bedste parløbsryttere i verden.

Michael Mørkøv og Alex Rasmussen var selvfølgelig ærgerlige over at have mistet føringen, men de er klar til at vende stærkt tilbage, måske allerede lørdag.

”Vi kom egentlig fint igennem dagens konkurrencer. Men både Risi og Marvulli kørte rigtig stærkt i dag, hvilket de også beviste i den sidste jagt. De er helt klart det par vi skal holde mest øje med de kommende dage,” kom det fra en rolig Michael Mørkøv efter jagten, som også havde bemærket, at de andre toppar samarbejder i kampen om at slå ham og Alex Rasmussen. ”Sådan er det når vi er på hjemmebane, så det kommer til at blive meget hårdt, hvis vi skal gentage sejren fra sidste år.”

Schweizerne var meget tilfreds med føringen, som kom efter en forholdsvis svag indledning torsdag på åbningsaften. ”Både Bruno og jeg kørte godt i dag, så det var dejligt at vi fik god belønning for det i form af jagtsejren og den samlede føring. Den sidste jagt blev kørt i et meget hårdt tempo, og der blev absolut intet givet gratis ud. Måske nogle af os samarbejdede lidt imod Alex og Mørkøv, men de er verdensmestre og det bedste par i feltet, så det er vores mulighed, hvis vi skal slå dem,” forklarede Franco Marvulli.

Dermed er der lagt op til en ny benhård dag lørdag, hvor topparrene endnu engang skal krydse klinger.

 
 


Sidst opdateret 12-05-2010 09:59:37 af 6-dages.dk
Vores sponsor: Postdanmark
Vores sponsor: Gittermand
Vores sponsor: Siemens
mdgraphics
Vores sponsor: Lundbæk & Hansen