7’erne tilbage på toppen

Søndag d. 5. februar 2012 kl. 01:18 af Kenneth Meyer

Par nummer syv, Alex Rasmussen og Michael Mørkøv, vandt sent lørdag den time lange jagt ved 6-dagesløbet i Ballerup Super Arena og dermed overtog de førstepladsen fra 9’erne Iljo Keisse og Marc Hester.

De sorte 9’ere overtog ellers føringen, da de vandt lørdagens første jagt og det lignede også længe, at de ville forsvare føringen her midtvejs i løbet, da Michael Mørkøv satte et angreb ind med godt otte minutter tilbage af den sene jagt.

9’erne lå på det tidspunkt langt nede i feltet, og inden de havde fået kæmpet sig frem til fronten, så havde 7’erne fået en halv omgang. Der blev kørt rigtig stærkt, men præcist tre minutter efter Mørkøv havde igangsat angrebet, fik Alex Rasmussen afsluttet det. Dermed overtog 7’erne også førstepladsen i klassementet.

”Det var helt perfekt. Michael så det helt rigtige øjeblik til at sætte angrebet ind til sidst, og derefter kom vi hurtigt rundt, så vi nu er kommet tilbage på førstepladsen. Så er det egentlig bare at forsvare det de kommende tre dage,” forklarede Alex Rasmussen med et smil efter jagten.

7’erne fører nu med 10 point ned til Iljo Keisse og Marc Hester, mens tyskerne Robert Bartko om Leif Lampater er yderligere 25 point efter.

Foto: Reinhardt/DK
 
 


Sidst opdateret 01-03-2012 22:05:39 af 6-dages.dk
Vores sponsor: Postdanmark
Vores sponsor: Sydbank
Vores sponsor: Siemens
Vores sponsor: Lundbæk & Hansen