6-dagesløbets fremtid sikretFredag d. 20. januar 2012 kl. 17:17 af Kenneth Meyer |
Ved et pressemøde i Ballerup Super Arena onsdag blev sløret løftet for, at Michael Sandstød tager over efter Henrik Elmgreen som arrangør af det københavnske 6-dagesløb. Henrik Elm-green er løbsarrangør indtil sidste omgang af den 50. udgave af det københavnske 6-dagesløb, som køres i dagene 2. - 7. februar 2012, er kørt. Sandstød har allerede indgået aftaler med Ballerup Kommune og Ballerup Super Arena for 2013, og dermed kan par nr. 7 fortsætte med at køre på hjemmebane. Få uger inden starten på jubilæumsudgaven af det københavnske 6-dagesløb kunne en stolt og glad Henrik Elmgreen på pressemødet præsentere Michael Sandstød som den fremtidige arvtager af rollen som løbsarrangør for det traditionsrige københavnske 6-dagesløb. -Michael Sandstød er den helt rigtige mand til at føre det københavnske 6-dagesløb videre. Han har indgående kendskab til og forståelse af løbet. Han har deltaget som rytter ni gange, hvoraf han har været den ene halvdel af par nr. 7 i et enkelt løb. Derudover har han erfaringer som speaker ved 6-dagesløbet og som formand i DBC igennem flere år. Sidst men ikke mindst er han en respekteret og afholdt mand blandt ryttere og kolleger, siger Henrik Elmgreen. 50-årig med masser af vitalitet I jubilæumsåret for det københavnske 6-dagesløb vil Michael Sandstød holde nøje øje med Henrik Elmgreens arbejde, når han ikke sidder i speakerboksen. Det gælder naturligvis om at være fuldt opdateret omkring planlægningen og gennemførslen af løbet, inden han overtager posten som løbsarrangør. -Henrik Elmgreen er selve forklaringen på, hvorfor 6-dagesløbet stadig er fyldt med vitalitet, og jeg holder godt øje med, hvordan han gør. Det sportslige niveau er altid blevet prioriteret højest. Samtidig er Elmgreen tro mod de stolte 6-dages-traditioner, og de er på bedste vis blevet overført fra Forum til Ballerup Super Arena. Det har både publikum og sponsorer kvitteret for ved at bakke fortsat op, og dermed eksisterer den nødvendige økonomiske baggrund for, at jeg ydmygt men optimistisk tør tage over, siger Michael Sandstød. |